“Kalla den änglamarkan eller himlajorden om du vill...Tack ni svenska vakttorn, med plutonium tvingar vi dansken på knä! Här - Danmark, utskitet av kalk och vatten. Där - Sverige, hugget i granit... Dansk jävlar!”

Overlæge Stig Helmer står på taget af Rigshospitalet med kikkerten for øje, og ser mod Barsebäck i sit elskede hjemland. Han afskyr Danmark og al den uduelighed, han møder i denne utålelige lilleputnation. Derfor søger han tilflugt på toppen af sygehuset, hvor han kan skue over mod landet, hvor alting har klasse og format - Tetra Pak, Volvo og Björn Borg.

Det er ikke kun TV- serien “Riget”, der spiller humoristisk på forholdet mellem danskere og svenskere. Også i daglig tale gør vi os lystige over hinanden. Vi griner af “forbudssverige” og fortæller vittigheder, om at gøre fædrelandet en tjeneste ved at følge en svensker til færgen. Vi synes, de er stive, regelrette og uden humor. De synes, at vi har en slap moral og går mere op i at drikke øl og hygge os. Når vi tørner sammen i fodbold, kalder vi det “arvefjendeopgør”, og sigter til dengang, vi næsten konstant lå i krig med hinanden. 12 gange blev det til i løbet af 16- og 1700- tallet, og i 1983 var det lige ved at gå galt igen, da svenskerne blev sure over, at Danmark borede efter olie ved Hesselø. Da var det Palme mod Schlüter, ligesom oberst Sparre engang stod over for Gøngehøvdingen.

Men vi har da også meget at takke hinanden for. Hvad var vore hjem uden møbler fra Ikea? Hvad var vores sangskat uden Bellman og Abba? Hvad var kriminallitteraturen uden Beck og Wallander? Vi må heller ikke glemme, at to af de vigtigste danske sejre i nyere tid er vundet på svensk grund: EM- trofæet i 92 og Melodi Grand Prix i 2000. Mon ikke også svensken i dølgsmål trods alt føler sig en lille smule besnæret over at have en uregerlig lillebror, til at ruske op i højtideligheden og kaste grus i maskineriet, når det hele bliver lidt for korrekt?

Man kan altså sagtens finde “flere gode ting” hos hinanden, hvis man vil, så lad det være overskriften over denne beretning om korets dansk- svenske ekskursion.

Tirsdag 7. august

Ved halvto- tiden om eftermiddagen var der ved at være samling på tropperne. 27 drenge, heraf 9 fra den nye årgang 11, der allerede var kommet i koncertkoret, og nu skulle ud på deres første rejse. Og en større gruppe mænd, som for nogles vedkommende stod for deres 30. eller 40. musikalske safari. Om det var derfor, at nogen havde udnævnt årets koncertrejse til “Køgeturen”, for dermed at signalere, at de skam var vant til rejsemål med noget længere destination, vides ikke, men Køge er vel også en messe værd, selvom den ikke ligger i Australien eller Kina.

Inden påstigningen af bussen, klappede Lone koret sammen, og anbragte Mads Emil ved sin side. Dagens fødselar, som med sine bare 9 somre var klar til at begive sig ud på egen hånd, skulle selvfølgelig hyldes med fællessangen “hvorfor er der såd'n et mylder”. Og det blev han, i firedobbelt kanon af korsangere og pårørende, som derpå sagde farvel og overlod deres kære i korets varetægt. Så var det ellers afsted i det gule lyn fra “Centrum Turist”. Indenbords blev vi budt velkommen af kaptajn Bjørn, der gennemgik reglerne for toiletbesøg, brugen af poser og anvendelsen af rejselekturen i nettene bag på sæderne. Marianne delte de farvestrålende rejseprogrammer ud, med informationer om koncerter og seværdigheder, overnatningssteder, bykort og ordbog, så vi kunne begå os hinsidan. Ingrid fortalte om biskop Absalon, der grundlagde Sorø Klosterkirke, hvor turens første koncert skulle finde sted. Alle fik tildelt et nummer, som de skulle råbe højt ved tællingerne, så truppen kunne forblive intakt. Lone holdt korprøve på “Ubi caritas” med de yngste, mens de ældste tog sig en morgensang, som Henrik var mand for at sætte i gang.

Korets 47. koncertrejse var begyndt. Snakken gik livligt mellem de forskellige, der bortset fra en “kom-i-form” prøve et par dage forinden, ikke havde været sammen hele sommeren, og derfor havde mange oplevelser at udveksle. Med i bussen var også vores gode ven fra England, David Butterworth, der endnu engang havde taget turen over kanalen for at være sammen med koret, hvad vi kun kan være taknemmelige over, at han stadig har lyst til.

GPS' en havde regnet ud, at vi skulle ankomme til Sorø kl. 15.52, men det stillede vi os noget skeptiske over for. Knap 220 km. på lidt over to timer? Det kan godt være at hastigheden på GPS' er med tiden er blevet højere, men den er stadig 80 km. i timen for busser, så vi gættede på, at der nok skulle lægges lidt til. Det ragede nu ikke meget, for lidt efter kl. 16 rullede vi ind i Sorø, men da bymidten ikke er skabt for køretøjer af vores størrelse, cirkulerede vi rundt i villakvartererne et stykke tid, inden vi fandt en vej, der ledte hen i nærheden af kirken. Noder, koncerttøj, kasser og poser med frugt og saft blev slæbt det sidste stykke, og foran indgangen blev vi modtaget af hr. og fru Clausen, der allerede var ankommet.

Sorø Klosterkirke er en af de største middelalderkirker i Danmark. Den blev bygget i sidste del af 1100- tallet af cisterciensermunke på foranledning af biskop Absalon. Munkene byggede i teglsten, som var et af tidens nye materialer, og da Absalon døde i 1201 stod kirken færdig. Biskoppen og flere af hans familiemedlemmer fra Hvideslægten ligger begravet i kirken, men også andre prominente er stedt til hvile under hvælvingerne: Christoffer II, Valdemar Atterdag og Margrethe I, der dog kun fik lov at ligge her i kort tid, inden hun blev overflyttet til Roskilde. Som erstatning for den bortførte dronning, fik man senere Ludvig Holberg.

Kirken er udstyret med et rigt inventar af bruskbarok, og er især kendt for sit orgel, som regnes for ét af landets bedste. Den har også tilknytning til det berømte Sorø Akademi, der gennem tiderne har haft lærere som B.S. Ingemann og studenter som Herman Bang og Hans Kirk. I dag fungerer “Akademiet”, som det kaldes i daglig tale, som alment gymnasium og kostskole.

Efter at have studeret sarkofager, friser og andre spændende detaljer, stillede vi op til korprøve, hvor vi fik en fornemmelse af rummets fine akustik. Vi kunne glæde os til en god koncert, hvis vi ellers sørgede for at være på dupperne. Det hjalp de lækre kanelsnegle, Mads Emils mor havde bagt til hele koret i anledning af juniors fødselsdag, og de dejlige forfriskninger, tanterne havde tilberedt, med til.

Koncerten blev god. Som munkene i Sorø sikkert havde gjort det hundreder af år forinden, gik vi ind i procession til tonerne af den gregoriansk inspirerede sats “Ubi caritas”. Derpå fulgte Davidssalme 139, “Det dufter lysegrønt af græs”, “Danmark, nu blunder den lyse nat”, Magnificat og “O, sing unto the Lord”, som altsammen klingede rent og smukt i det pragtfulde rum. “En god start, så det tegner jo til at blive rigtig, rigtig godt”, sagde Lone, da hun bagefter gjorde status i bussens mikrofon. Vi havde små 45 minutter til Ishøj Strand, hvor Danhostel ventede. Og godt for det, for der var vist nogen, der trængte til at se dyner.

Onsdag 8. august

Røræg, pølser og bacon. Yoghurt naturel og med skovbær. Mysli med banan og abrikos, franskbrød, boller og rugbrød, honning og marmelade. Dertil kaffe, juice og mælk. Der manglede skam ikke noget ved den “continentale” morgenbuffet på vandrehjemmet. Det skulle da lige være en morgensang, men den blev traditionen tro henlagt til bussen. Efter at have afleveret nøglekortet og det pænt sammenlagte sengelinned i receptionen, var der tælling og afgang. Straks efter påstigningen forlød det, at vi ikke skulle over Øresundsbroen, men derimod ad motorvejen op mod Helsingør, hvorfra vi skulle sejle til Sverige. Det sparede tid, og det var fint, for dagens koncert var allerede kl.12.

På færgen kunne man få en forfriskning i cafeteriet, eller gå op på dækket, hvor man til den ene side kunne se Kronborg lude ved Sjællands port, og til den anden Helsingborgs tage og tårne. Måske er det den færgetur, der synges om i sangen “Alle mennesker er nu så glade”. I et af versene hedder det nemlig: “Mor har været i Sverige og købt billig chokolade”. Da sangen er skrevet længe før broen blev bygget, og Helsingborg faktisk er hjemsted for chokolade- produktion, kunne det meget vel være den færge, mor havde taget, da hun skulle hente forsyninger. At chokoladen, og for den sags skyld også mange andre ting, dog langt fra var billige i Sverige, skulle vi snart erfare.

Vel ankommet til landet med valborgblussene og midsommerstangen, begav vi os straks mod Sankta Maria Kyrka, hvor vi var sat til at stå for “lunchmusiken”. Mariakyrkan er Helsingborgs ældste kirke, grundlagt i 1100- tallet. Den nuværende bygning stammer dog fra 1400- tallet, og tårn og våbenhus er først kommet til senere, sådan som man også kender det fra danske middelalderkirker. I 1600- tallet virkede selveste Buxtehude som organist ved kirken, så det må siges at være ganske passende, at vi på programmet havde hans kantate “Befiehl dem Engel, dass er komm”. Orglet, som Lasse skulle spille på, var dog ikke det samme, som mesteren selv havde betjent, idet det for mange år siden var solgt til en anden kirke. Men om Mariakirkens orgel vil man fremover nu kunne sige, at det er blevet trakteret af Lasse Toft Eriksen. Mon ikke det ligefrem stiger i værdi?

Frokostkoncerten blev indledt med en andagt, bestående af bibellæsning, prædiken og velsignelse. Det var dog hverken præstens stemmeføring eller prædiken, der fangede vores opmærksomhed, men derimod hans sko, der stak frem under den hvide messeskjorte. Ikke just blankpolerede kirkesko, men fodtøj med et mere “streetagtigt” look, kan man vist sige. Måske tager man mere afslappet på “lunchtjenester” i Svenska Kyrkan.

Vi tog til gengæld ikke afslappet på vores opgave. Der blev sunget med fuld koncentration, hvilket resulterede i en god koncert, lidt kortere end den foregående. Med god samvittighed kunne vi bagefter bænke os ved bordene i “Österns Pärla”, hvor der var bestilt kinesisk buffet.

Efter frokosten blev vi enige om, at rykke afgangen halvanden time frem, så vi kunne komme før til Malmø. Det skulle vise sig at være en god beslutning, for vejret var ikke ligefrem til udendørs udfoldelser. Koldt, blæsende, småregnende og ikke over 15 grader. Da vi skulle afsted, lagde vi mærke til at det vrimlede med politi allevegne, både til hest og til bil. Nogle mente, det var fordi der skulle spilles en vigtig fodboldkamp i byen. For os var der imidlertid en anden kamp, der var vigtig: håndboldmatchen mellem Danmark og Sverige ved OL i London. I aften skulle kvartfinalen stå. Tænk at kunne opleve et “arvefjendeopgør”, mens man var i Sverige. Kunne man håbe på en flig af stemningen fra 92? Det var ikke utænkeligt, eftersom Spellerberg, Hansen, Lauge og alle de andre havde klaret sig ganske godt indtil nu.

Straks efter ankomsten til First Hotel Jörgen Kock i Malmø, gik vi i gang med at undersøge, hvor vi kunne finde et TV at samles om. Valget faldt på lobbyen, som hurtigt blev ommøbleret, så alt inventar blev centreret omkring den store fladskærm på væggen. Et enligt svensk ægtepar, der sad i en af sofaerne, så ængsteligt til, mens vi rokerede rundt på borde og stole. Vi spurgte, om de også skulle se håndbold, og det skulle de da, svarede de. Men da de kunne se, hvordan de blev mere og mere trængt, efterhånden som stuen blev fyldt op af rød- hvide fans, fortrak de lige så stille. “Dansk jävlar”, har de sikkert tænkt, tvunget i defensiven i deres eget hjemland.

Straks efter parrets exit slog vi over på dansk TV, så vi kunne høre Henrik Linigers medrivende kommentator- stemme. Så gik fløjten for 1. halvleg. Danskerene lå lige i hælene på svenskerne, der hele tiden formåede at holde føringen med 1- 2 mål. Hvor var det spændende, vi rykkede helt ud på yderkanten af sofaen. “Nej, hvor tæt på!....Lad nu være med at tabe bolden!....Kom så, Søndergaard!.....Hvor er det godt, vi har Cleverly!......Man skulle tro, dommeren er nordmand, sådan som han hele tiden dømmer svensk fordel.....”

Pause, sveden af panden, pulsen ned, nerverne i ro. Tanterne havde smurt de lækreste sandwich's, som vi fortærede udendørs og fik fyldt frisk luft i lungerne til 2. halvleg. Gaderne lå næsten øde hen. Skulle de ose med rødt- hvidt knaldfyrværkeri, eller genlyde af blå- gule montybomber i aften?

Tilbage til skærmen. “Fart på, Danmark!.......Nej, Lindberg, du kan ikke brænde nu!.....Endelig kommer du ind i kampen, Hansen.....sådan!.....Og sådan!.....Og sådan!.... Og sådan! 4 scoringer i rap, nu kender vi dig igen! Ingen kan stoppe verdens bedste håndboldspiller!.......Nu har vi kontakt til Sverige, nu kan det nås......Knudsen til 21- 20, wauw!.........Nej, Mikkel, det er ikke stolpen, der tæller, det er nettet!”. 22- 23, de blå- gule stormtropper satte alt ind, og scorede til 22- 24! Kampen var afgjort. Lyset var slukket, håbet brast, hænderne sunket. Hvor bittert, hvor skuffende, hvor tomt! Farvel du søde drøm om OL- guld. På den anden side, hvis man skulle slå koldt vand i blodet, så var den svenske sejr vel fortjent. De var bare bedre end os, og den slags lønnes jo i en kvartfinale. Synd for Wilbek, han havde fortjent bedre.

Da drengene var lagt i seng, slentrede medlemmer af mandskoret slukørede ud i gyderne for at finde et sted at skylle nederlaget ned. Ingen talte den aften højt om, hvor de kom fra.

Torsdag 9. august

En ny dag, en ny begyndelse. Tavlen var ren, nederlaget fortrængt og den bitre smag forsvundet. Nu skulle Malmø opleves. Sveriges tredjestørste by, på størrelse med Aarhus, grundlagt 1275, kendt for sit rige kulturliv med festivaler og museer. Dansk indtil 1332, hvor den svenske konge erobrede den, inden han pænt måtte aflevere tilbage små tredive år senere. Igen svensk fra 1658, da Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge. Derefter fulgte en forfaldsperiode, hvor befolkningstallet sank til en 1/3, inden industrialiseringen atter satte gang i udviklingen, og sendte staden tilbage i front.

I byens skyline skinner en arkitektonisk perle, Turning Torso, et 190 meter højt tårn med 54 etager. Skabt af den spanske arkitekt Santiago Calatrava i 2005 med det formål at udfylde tomrummet efter en gammel højskibskran. Men også at være monument over det moderne Malmø, som en del af det nye kraftcenter i Øresundsregionen. Torsoen, der er Skandinaviens højeste bygning, og den næsthøjeste beboelsesejendom i Europa, kun overgået af et anlæg i Moskva, udgøres af ni kuber, der vrider sig 90 grader fra grunden op til toppen. De underste etager består af kontorlokaler, mens de øverste huser omkring 150 lejligheder.

Vi stod og iagttog denne usædvanlige bygning fra et af Malmøs mange grønne områder, på vej til en anden af byens seværdigheder i den mere ældre genre, Malmøhus. Nordens ældste renæssanceslot, grundlagt af Erik af Pommern i 1434. 100 år senere byggede Christian III et nyt slot, der blev forstærket med voldgrav og fire store hjørnetårne. I årene herefter blev slottet ofte brugt som residensbolig for kongen, men det privilegium ophørte, da svenskerne overtog Malmø og ombyggede slottet til et større fæstningsværk, der skulle forsvare landet mod fremmed indtrængen. I 1800- tallet fungerede anlægget som fængsel, inden det i 1937 blev omdannet til museum. I dag er slottet restaureret, så det fremstår som det så ud i 15- 1600- årene.

Inde på slottet fortalte Jens Bjerregaard den spændende historie om dengang, Danmark var herre i Norden og besad store områder i Sverige, Norge og Tyskland. Men da de svenske konger fik mere magt op gennem 15- og 1600- tallet, blev den danske position svækket. I 1658 havde svenskerne fået overtaget i Østersøen, og forlangte at Danmark skulle gå med til at lukke Øresund for al trafik, så de kunne gå i krig mod Tyskland. Da danskerne tøvede med at imødekomme den ordre, blev den svenske konge så vred, at han i stedet gik i krig mod Danmark. Han rykkede sin hær til Korsør, og sendte den i march mod København. Her stablede man alt hvad man havde af forsvar på benene: soldater, borgere, studenter og kvinder. Selv kong Frederik III gjorde klar til kamp, og udtalte de berømte ord: “Jeg vil dø i min rede”. Heldigvis kom hollænderne til undsætning, og brød den svenske belejring, så byen kunne få forsyninger. Også i resten af landet og Norge rejste befolkningen sig til modstand. I Skåne gjorde snaphanerne livet usikkert for de svenske soldater. Krigen sluttede brat i 1660, da den svenske konge døde. En altid vittig sjæl fra basgruppen supplerede med en bemærkning om, at snaphanernes leder jo var den berømte Gøngehøvding, der i øvrigt hed Svend til fornavn.

Således oplyst, begav vi os ned til Stortorget i byens centrum, hvor vi havde lidt tid inden frokosten på Burger King. Nogle af drengene havde købt en frisbee ring, som skar sig gennem luften med lynets hast, når man kastede den. Det gjaldt om at springe til side, så man ikke kom i skudlinjen. Havde Gønge haft den, ville han sikkert kunne have nedlagt hele den svenske hær i ét hug. Efter en saftig Angus XT, var eftermiddagen fri til en tur i bowlinghallen, Torsoen eller indkøb i de små, spændende butikker.

Sankt Pauli Kyrka minder i udseende om en russisk- ortodoks kirke. Den har et stort tårn på toppen, omgivet af 12 mindre tårne, fordelt rundt om på bygningen. Fundamentet hviler på pæle, idet kirken er bygget oven på en udtørret sø, der gør, at den synker nogle centimeter for hvert år. Når man åbner døren, træder man ind i et stort, sekskantet rum, med plads til over 1400 mennesker. Rummet er ikke inddelt i skib og kor, fordi arkitekten ønskede, at alle skal kunne se og høre lige godt, uanset hvor de sidder. På kirkens hjemmeside kan man læse, at “kyrkorummet har en fantastisk rymd”, og det kan godt være, at det er et fint rum at holde gudstjeneste i, men som koncertsted er det ikke just fantastisk. Vi opdagede hurtigt, at trækonstruktionen lagde en dæmper på akustikken, så vi måtte arbejde meget hårdt med klang og udtale. Da en manglende indsats i Buxtehude til og med gjorde, at vi snublede og kurede rundt i flere takter, inden vi atter vandt fodfæste og fandt tilbage i musikken, kan man godt tillade sig at sige, at denne koncert næppe havner på top tre over det bedste, vi har præsteret. Men så var det godt, at der var et pænt stykke op til de 1400, kirken kan rumme, når man talte publikum.

Fredag 10. august

Fredag var fridag. Den skulle bruges til at udforske Øresundsregionen, den nye vækstdynamo, som omfatter dele af Sjælland og Skåne. Et område med 3, 7 millioner indbyggere, Skandinaviens største og mest befolkningsrige region. Siden Øresundsbroen blev indviet, er der indgået samarbejde mellem virksomheder og myndigheder på begge sider af sundet, og visionen for området er, at København og Malmø i 2025 skal være “en sammenhængende metropol, hvor vækst og livskvalitet går hånd i hånd”, som Københavns Kommune proklamerer det på sin hjemmeside.

Hvordan visionen allerede har båret frugt, så vi et par eksempler på om formiddagen. Først Field's, som regnes for Skandinaviens største shopping- og underholdningscenter med over 140 butikker, 2500 ansatte og 3000 parkeringspladser. Et sandt slaraffenland for dem, der stadig havde lidt på lommen, efter mødet med det dyre Sverige.

Næste stop var ikke mindre imponerende. Den 124.000 m2 store DR - by, bestående af 4 segmenter, hvor det meste af den gamle statsradiofonis radio og TV bliver produceret i topmoderne omgivelser. Byggeriet, der var præget af budgetoverskridelser, og førte til afskedigelsen af en generaldirektør, står i dag som en funklende stjerne på den digitale himmel, hvor det fremtræder som et af verdens mest avancerede mediehuse. Ved hovedindgangen fik vi klistret et besøgs- ID på brystlommen og blev inddelt i to hold, der med hver sin guide begav sig på opdagelse i komplekset.

Første stop var koncertsalen, der med sine 1800 pladser lægger rum til både klassiske og rytmiske koncerter. Den franske arkitekt Jean Nouvel har ved indretningen af salen ladet sig inspirere af de romerske amfiteatre, så publikum sidder på små forskudte terrasser rundt om musikerne. Ideen til at lade sæderne fremstå i forskellige nuancer, fik arkitekten fra det gamle radiohus, hvor mange års slidtage havde givet sæderne vekslende farver. Kæmpeorglet er med sine 91 registre og 6.144 piber Danmarks største, og blev ved indvielsen i 2009 i øvrigt betjent af Flemming Dreisig, der i mange år var tilknyttet drengekoret som akkompagnatør på koncertrejserne.

Fra koncertsalen gik det videre mod segment 2, hvor nyhedsudsendelserne bliver produceret. På vej ad de lange gange, gjorde vi holdt ved en miniature udgave af en brandbil. Den er specielt konstrueret til at kunne komme rundt i DR- byen, fordi huset ikke er udstyret med sprinkleranlæg. Den slags har det nemlig ofte med at gå i gang ved falsk alarm, og det vil kunne ødelægge kostbart udstyr til ingen verdens nytte. Så derfor har man hyret en brandmand, der sidder klar til at springe på vognen, hvis uheldet skulle være ude. Et job, man måske skulle overveje at søge, fordi der stort aldrig sker noget.

I DR Nyheders hovedkvarter fik vi fra en af etagerne lov at kaste et blik ned på de arbejdende journalister, der havde travlt med at lave indslag til Radio- og TV- avisen. Vi spejdede efter nogen kendte og fik øje på Morten Schnell Lauritzen fra DR Update. Desværre måtte vi ikke fotografere, så der var ikke andet at gøre end at lade sanserne råde.

Rundturen fortsatte til TV- studierne, hvor vi bl.a. så kulisser fra TV- serien “Borgen”. Til vores overraskelse viste det sig, at ikke alle scener optages “on location”, men derimod i DR- Byen. Vi blev også overraskede i et af teknikrummene, hvor man modtog lydsignalerne fra OL, og sendte dem videre hjem i stuerne. Gennem en rude kunne vi se ind i studie 5, hvor X- factor sender fra. Men det var ikke Thomas Blachman, der sad på den anden side, men derimod dem, der kommenterede sejlsporten. De befandt sig nemlig ikke i London, som vi troede, men foran en skærm få meter fra os. Ak ja, TV er og bliver bedrag.

Ude i det fri måtte kameraerne atter bruges, og det var korets allestedsnærværende fotograf Kasper Riis ikke sen til at udnytte. Alle mand blev kommanderet hen foran det store stålæg med den 19 meter høje antenne, og foreviget både for- og bagfra. Efter blitzen begav os mod centrum af København, hvor vi skulle indlogeres på det splinternye design- hostel Copenhagen City med plads til over 1000 gæster. Da vi omsider havde fundet ud af, hvordan elevatorerne og nøglekortet fungerede, hoppede vi ombord i en af Netto-bådene, og tog med på en rundfart gennem kanalerne. Her havde vi udsigt til Holmens Kirke, Christiansborg, de maleriske huse i Nyhavn, den gamle flådestation Holmen med kranen, der i sin tid hejste masterne ombord på linjeskibene, Batteriet Sixtus, der hver morgen og aften affyrer en kanonsalut til ære for Dannebrog, og ligeså skyder løs ved statsbesøg og begivenheder i kongehuset. Vi passerede også attraktionen over alle, Den Lille Havfrue, der kastede et bly blik til den ene side, fordi hun som sædvanlig blev beluret fra alle sider, Operaen, Amalienborg og Den sorte Diamant. Vi var i København, men havde ikke fået nogen særlig varm modtagelse. Vejret var koldt, småregnende og blæsende, så da båden lagde til kaj, skyndte os tilbage til vandrerhjemmet og fik trøjer og jakker på, så vi kunne holde varmen på turen hen til restaurant “Big China”, hvor aftensmaden ventede.

Lørdag 11. august

At give koncert i Københavns Domkirke har altid været omgærdet med en vis ærefrygt og bæven. Korets tidligere leder, Per Günther, plejede at sige, at mens man sagtens kunne slippe fra en dårlig koncert i udlandet, fordi man kunne rejse hjem igen og hurtigt være glemt, ville man ikke så let kunne flygte fra en skidt præstation i Danmark. Især ikke i København, der var kendt for sit skrappe anmelderkorps, der havde for vane at sable det meste af det, der kom fra provinsen, ned. Siden er det formentlig gået anmelderne i hovedstaden på samme måde som i resten af landet: De er blevet færre, fordi aviserne har skåret ned på kulturstoffet. Så det var nok ikke de blodtørstige skribenter, vi skulle frygte denne gang, men mere det at få lov til at synge i landets førstekirke, hvor selveste Københavns Drengekor holder til.

Vor Frue Kirkes historie går tilbage til sidst i 1100- tallet, hvor biskop Absalon i et dokument kvitterer for modtagelse af tiende til bygning og udsmykning af “Den hellige Marias Kirke”. Siden er der opført flere kirker på stedet, som alle led den triste skæbne enten at brænde ned til grunden eller ende som kanonføde for englændernes massive bombardementer af byen i begyndelsen af 1800- tallet. Den nuværende Vor Frue Kirke, der er tegnet af C.F. Hansen og udsmykket med statuer af Thorvaldsen, blev indviet i 1829. Gennem tiden har både Weyse og I.P.E. Hartmann virket som organister, og da Mogens Wöldicke i 1959 blev ansat som spillemand, fulgte også det kor med, han havde grundlagt, Københavns Drengekor. Gennem århundreder var det praksis, at konge- og dronningekroninger foregik i Vor Frue Kirke, men også efter at denne ceremoni blev afskaffet, har kongelige begivenheder fundet sted i kirken, senest kronprins Frederiks og Mary Donaldsons bryllup i 2004.

Det var altså et sted med en vægtig historie og stolte traditioner, vi havde dristet os til at betræde, da vi lørdag middag skulle give koncert. Allerede korprøven var noget særligt. Pga. en dåbsgudstjeneste kunne vi ikke komme ind i kirken med det samme, men måtte øve den første halve time i rotunden bag alteret. Her var akustikken så god, at man lige var ved at ønske, at koncerten kunne holdes her. Det ønske blev dog hurtigt trukket i land, da vi blev lukket ind i det 83 meter lange og 25 meter høje kirkerum, og hørte hvor klart og flot satserne stod. Der blev pudset af og rettet til, koncentrationen skærpet, opmærksomheden højnet, for nu gjaldt det. Omkring 150 mennesker, heraf nogle forældre og bedsteforældre, der havde taget turen fra Esbjerg og familiemedlemmer bosiddende i København, men også mange andre havde fundet vej til Domkirken på denne dejlige dag med blå himmel og høj sol. Nogle gange kan bevidstheden om, at man skal yde sit bedste blive så stort et pres, at man i stedet leverer sit dårligste. Det blev dog ingenlunde tilfældet her. Koncerten blev turens bedste, lød “anmeldelsen” bagefter, og det var jo ikke værst, når det var den, vi havde frygtet mest.

Med en skøn fornemmelse af at være kommet godt om på den anden side, kunne vi smide koncertklunset, iføre os korte bukser og solbriller og sive ud i det pulserende liv i staden. Først gjaldt det strøget, som næsten ikke var til at komme igennem pga. menneskemylderet. Så gjaldt det det, der for turens mindste nok var dagens egentlige højdepunkt: Tivoli! En lørdag aften i Carstensens stemningsfulde gamle have under de kulørte lamper, til lyden af tivoligardens fløjter, veterantogets klokke og Pjerrots varme latter - min sjæl, hvad vil du mer? Efter at have løst billet, stormede de modige op i Dæmonen, Odinekspressen, Det gyldne Tårn og andre halsbrækkende aktiviteter, mens de mere forsigtige fandt sammen om en cafe latte på en af beværtningerne. Der var jo nogen, der skulle blive nede ved jorden, så drengene havde et sted, de kunne henvende sig i tilfælde af spørgsmål eller problemer. Det var dog forbavsende få, der kom, så det tog vi som tegn på, at de morede sig og havde det herligt. Ved 21.30- tiden samledes drengene med tanterne og et par af de ældre, der var blevet trætte efter at have boltret sig i forlystelserne, og begav sig mod vandrehjemmet. Dem, der stadig havde energi, blev siddende til lukketid.

Søndag 12. august

Sidste dag og - for nogen - turens kulmination: Køge! Hvad man havde længtes efter, set frem til og ventet på, skulle nu endelig blive virkelighed: Besøget i den gamle, østsjællandske købstad, beliggende ved Køge Ås. Et sted koret aldrig havde været før, så det var vist på tide, at vi også kippede med flaget her.

Et par morgenfriske drenge havde hjulpet Bjørn med at pakke bussen, så vi kunne komme afsted i god tid og være fremme ved Sankt Nicolai Kirke inden ni. I bussen blev der øvet korsvar til brug ved den højmesse, vi skulle synge til. Gudstjenesten begyndte med, at præsten bød koret velkommen og forklarede menigheden, at dagens højmesse var en særlig koncert- gudstjeneste, hvor nogle af salmerne var erstattet med korsang. Alt forløb stort set normalt indtil prædikenen. Vi sad og stirrede mod prædikestolen, og kunne ikke forstå hvor præsten blev af. Et øjeblik følte man sig som brandmand i DR- Byen, hvor man også bare sidder og venter. Pludselig hørtes lyden af slag mod gulvet. Præsten kom slentrende ned ad midtergangen med en bold, som hun kastede over til drengene, der straks tog imod initiativet og spillede den videre til hinanden. Det var som at være i Tivoli igen. Der udviklede sig en intens håndboldkamp foran alteret, hvor alle kappedes om at få fat i bolden, indtil den til sidst blev spillet tilbage til præsten, der afslørede sin pointe: Nemlig at livet er som et spil, hvor alle er inviteret til at deltage. Derfor gælder det om at gribe bolden og spille den videre, i stedet for at melde sig ud af fællesskabet og sætte sig hen i et hjørne og surmule. En udlægning af dagens tekst fra Matthæusevangeliet. Som også kan overføres på korsangen: Også den kan kaldes et holdspil, hvor alle må deltage og bidrage med sit, for at det kan fungere. Så det gjorde vi, og leverede også i Køge en præstation, vi kunne være bekendt.

Koncertrejsen var ved at lakke mod enden. Det havde været seks begivenhedsrige dage med et tæt pakket program. På under en uge havde vi nået at give lige så mange koncerter, som på andre ture har været fordelt over meget længere tid. Men det er jo formålet med enhver koncertrejse; ud over at se og opleve, også at få sunget så meget som muligt, og det havde vi gjort på denne tur. Efter frokosten i sognehuset, kunne vi glade og tilfredse læne os tilbage i bussens sæder og påbegynde hjemturen. Over plads 15 var der hængt flag op, for her sad Simon, der på denne varme og solrige søndag fyldte 11. Det blev selvfølgelig fejret med fødselsdags kanon og klap, og Simon kvitterede med de dejligste karameller, som blev nydt hele vejen ned gennem bussen.

Ikke en tur uden en officiel afslutning og tak til alle implicerede. Den opgave var som sædvanlig lagt i hænderne på formanden, der på vegne af hele ensemblet konkluderede, at det endnu engang var lykkes os at få en god koncertrejse, hvor kammeratskab og humor var gået hånd i hånd med flid og seriøsitet. Der blev rettet en særlig varm tak til Bjørn, vores fortræffelige og behagelige chauffør. Til Marianne, Pernille og Kirsten, vores altfavnende, arbejdsomme og trofaste tanter, igen i år suppleret af den altid smilende og dejlige fru Clausen. Til Lasse, vores suveræne og velspillende organist, der også havde haft arbejdet med at formidle kontakt til koncertstederne. Til Lone, vores ihærdige, dynamiske og veloplagte korleder, der altid formår at forlene sangerne med energi, så de finder nye kræfter til endnu en præstation. Og til Ingrid, vores velforberedte og altvidende sognepræst, der også i år havde valgt at tilbringe nogle dage i korets selskab. Fortjent applaus fra alle sider!

Da der ikke var den store trafik på denne søndag, gled vi uden besvær over Fyn og Lillebælt, og landede i Esbjerg allerede kl. 16.30, en time tidligere end beregnet.

Dansk jävlar? Meget har selvfølgelig ændret sig siden de glade dage på Svend Gønges tid. Danskerne og svenskerne kan stadig ryge i totterne på hinanden, når de diskuterer indvandrerpolitik, men der er ikke længere fjendskab og rivalisering mellem de to folk. Der er slået bro over sundet, en ny region med visioner om samarbejde, vækst og udveksling har set dagens lys. Vi er rykket sammen og har fået øje på de gensidige kvaliteter. Alligevel kunne det nu være dejligt, hvis vi snart kunne mødes igen til håndbold eller fodbold, så svenskerne kunne få de bank, de så ærligt har fortjent. For der er ikke noget så skønt som et vaskeægte arvefjendeopgør. På återseende!

Potsdamer Platz lå hen som en øde brakmark. Den engang så pulserende plads, der summede af liv, hoteller, restauranter og knejper var af krigens bomber blevet forvandlet til en ruinhob, og senere, da muren kom og skar byen over i to halvdele, omdannet til et stort ingenmandsland. Brandenburger Tor, engang den prægtige indgang til Berlin med paradegaden Unter den Linden rullet ud som en rød løber. Nu et symbol på den delte by med grænsevagter og pigtrådshegn. Alexanderplatz, opkaldt efter den russiske zar, udødeliggjort i Alfred Döblins roman. Engang en travl markedsplads, i dag et markant centrum i DDR- hovedstaden, omkranset af bygninger i prangende arkitektur. undefinedÅret var 1977 og på sin koncertrejse aflagde Treenighedskirkens Drengekor besøg i Berlin med koncerter i Gedächtniskirche og Mathäuskirche. Siden da er der løbet meget vand i åen, som man siger, og bortset fra en enkelt afstikker til byen i 1994 for at se den indpakkede Rigsdag, har koret ikke været på de kanter siden. Så hvad var mere oplagt end at lade koncertrejsen 2011 gå til den nye tyske hovedstad, med en ny generation af drenge til en anderledes og forvandlet by, der på mange måder er trådt ud af fortidens skygger!

undefinedFredag 24. juni

samledes alle på pladsen foran Treenighedskirken. Den gule bus fra ”Centrum- Turist” bakkede ind, og døre og bagsmækker blev åbnet, så passagerer og bagage kunne fyldes på. Der blev gjort klar til afgang. Enkelte forældre var gået med helt ind i bussen, og havde svært ved at løsrive sig fra deres små poder. Det var jo første gang, de skulle af sted på egen hånd så lang tid, men drengene virkede ikke spor beklemte, snarere opsatte på at være sammen med deres kammerater og de spændende oplevelser, der forhåbentlig ventede forude. undefinedTonny, vores kvindelige chauffør, satte bussen i gear, og truppen rullede af sted den sædvanlige rute ned ad Grådybet, klar til nye rejseeventyr. Første stop var på en resteplads i nærheden af Haderslev, hvor Bent ”Hamsjelw” stod på, og fuldendte besætningen. Lone bød velkommen i mikrofonen, og ønskede en god tur med gode koncerter. Et ønske, der for alvor havde fået næring efter tirsdagens vellykkede sommerkoncert i Treenighedskirken. undefinedEfter en indkøbspause hos Fleggaard, der trods sin korthed, alligevel kunne nå at indbringe bjerge af slik, sodavand, chips og sixpack's, fortsatte vi sydpå ad Autobahn 7, og videre ad Bundesstrasse østover. Noderne til ”Sange fra mange lande” blev fordelt i bagenden, og snart bredte blid, svensk visesang, afløst af tysk jægerromantik og svulstigt kosakkor sig i kabinen. En ”morgensang” blev der også plads til, selvom det var langt ud på eftermiddagen. Aftensmaden blev indtaget på en rasteplads langs motorvejen, hvor flere valgte at lade menuen bestå af Currywurst, for at komme i berlinerstemning. Ved 23- tiden ankom vi til Kongresshotel Potsdam am Templiner See, der skulle være vores residens de næste 6 dage. Drenge og mænd blev fordelt 3 og 4 på værelserne, og gik herefter til ro, med undtagelse af en hård kerne i mandskoret, der mødtes i baren til en go' nat øl, der blev skyllet ned til teknorytmer fra en skolefest i kælderen. Vi var i Potsdam, den gamle kongelige residensby, og den skulle blive spændende at stifte nærmere bekendtskab med de kommende dage.

Lørdag 25. juni

Kongresshotel ligger på en gammel luftskibslandingsplads. Det bærer det tydeligt præg af med sine tre bygninger, der alle har navn efter forskellige luftskibe, og i deres udformning selv ligner ét af disse squash- formede fartøjer. I en udstillingsmontre i én af gangene kunne man se en model af luftskibet ”Schwaben” ved landingen i Potsdam i 1911, og få et indtryk af dets enorme størrelse. I begyndelsen af 1900- tallet var Tyskland førende i fremstillingen af luftskibe. Zeppelineren var det mest kendte, og blev bl.a. brugt som passagerskib mellem Europa og USA. En række uheld, der kulminerede med ”Hindenburg”s brand i 1937, satte en stopper for æraen, men luftskibene er aldrig helt forsvundet. De kan af og til ses på himlen som flyvende reklamer, og for nogle år siden havde et tysk firma planer om at sætte en ny produktion i gang. På en gammel, nedlagt russisk flyvestation i Potsdam indrettede man en gigantisk konstruktionshal, stor nok til at Eifeltårnet kunne ligge inden i, hvor planen var at bygge 265 meter lange luftskibe, der skulle bruges til at fragte gods i områder med uvejsomt terræn og ulande uden vejnet. Planerne blev aldrig til noget, men den tomme hal blev til gengæld en stor turistmagnet. undefinedMorgenmaden blev serveret i ”Zeppelineren”, og bestod af et større udvalg af brød, pålæg, ost, yoghurt, frugt, pølser, bacon og røræg. Det gjorde indtryk på flere af drengene, der i løbet af dagen talte om, at de allerede glædede sig til næste morgen. Således velernærede var vi klar til dagens program, der bestod af sightseeing og koncert. Vi forlod hotellet, og kørte ind gennem Potsdam. undefinedPotsdam, hovedstad i delstaten Brandenburg, er en gammel by, der kan føre sin oprindelse helt tilbage til 900- tallet. Men først i 1700- årene begyndte byen at spille en rolle, da Frederik Vilhelm I gjorde den til base for sine jagter, og Frederik den Store senere gjorde den til hjemsted for kongefamilien ved at anlægge et stort kompleks med parker, slotte og kirker, heriblandt det berømte sommerslot Sanssouci. I nyere tid huskes byen for den såkaldte Potsdam konference i 1945, hvor Truman, Churchill og Stalin mødtes for at planlægge Tysklands fremtid. Konferencen fandt sted på slottet Charlottenhof, og endnu den dag i dag kan man se værelset, hvor de herrer sad og slog de streger på landkortet, der de næste mange år skulle dele Europa i øst og vest. I 1990 blev Potsdam optaget på UNESCOs kulturarvsliste, bl.a. pga. sin særprægede bydel Holländisches Viertel, hvis huse blev bygget af fattige hollandske indvandrere, men i dag kun bebos af rige berlinere, fordi de næsten ikke er til at betale sig fra. Arkitekturen i den indre by er en blanding af gamle, prægtige bygninger fra byens guldalder, moderne glas- og stålkonstruktioner og grå og faldefærdige huse fra DDR- tiden med slogans på murene som ”kapitalismus ist blöd”. undefinedVi gjorde holdt ved Nikolaikirche, hvor aftenens koncert skulle være. Den enorme kirke, der har grundplan som et græsk kors, er bygget efter planer af Potsdams berømte arkitekt Karl Friedrich Schinkel. Øverst troner en kæmpe kuppel med en diameter på 24 meter, inspireret af Pantheon i Rom og St. Paul's i London, hvilket så meget lovende ud for akustikken. Vores koncert skulle indgå i en korfestival, ”Abend der Chöre”, hvor forskellige lokale kor og ét fra Østrig skulle synge på skift i et arrangement, der var sat til at vare fem timer. Vi skulle først på til sidst, hvor man kunne frygte, at publikum var ved at være træt i ørerne. Men på kirkens hjemmeside var vi udråbt til aftenens højdepunkt, så det kunne være, det skærpede interessen. undefinedEfter korprøven og en stående sandwich, serveret under kolonnaden foran kirken, var det af sted på sightseeing. Desværre måtte besøget i parken ved Sanssouci droppes pga. tidnød, men det gav til gengæld mere plads til filmbyen i Babelsberg, som lokkede med stuntshow, rumskibssimulator og TV- optagelser. De engang så berømte studier stammer fra en tid, hvor Berlin var førende indenfor filmen. Her fandt den første filmforevisning sted i 1895, og her slog stjerner som Asta Nielsen og Marlene Dietrich deres folder i 20erne og 30erne. Som så meget andet blev den udvikling stoppet af nazismens fremmarch, og efter krigen lykkedes det aldrig at genvinde fortidens højder. Selvom filmfestivalen ”Berlinalen” hvert år tiltrækker skuespillere, instruktører og kendisser fra hele verden, har tysk film ikke haft nogen fremtrædende plads i mange år. Filmparken bar også tydeligt præg af, at det var længe siden, der for alvor var sket noget på det felt. Udstyr og kulisser virkede forældede, og det hele havde noget museumsagtigt over sig. De stunts, vi så, var bestemt hårrejsende, men svarede vel egentlig til det, der blev præsteret i de første James Bond film, og rykkede derfor heller ikke rigtig blandt det action vante publikum. undefinedNej, så var der langt mere dramatik inden koncerten i Nikolaikirche. Her havde formanden nær slået en dame i gulvet, da han rakte en arm ud for at strække sig. Damen, der kom tilbage fra pausen, så ikke at formanden lagde an til det store muskelstunt, netop som hun ville til at passere, og kom derfor i skudlinjen. Som den hædersmand han er, tog formanden straks om hende, og undskyldte, og lettere fortumlet vaklede hun hen til sin plads, mens hun holdt sig til hovedet. Men mon ikke smerterne blev dulmet, da koncerten begyndte. Kunne processionen til Tallis' ”Glory to thee” ikke hjælpe, så kunne Morgensang fra ”Elverskud” i hvert fald. Og afdelingen med ”Fred hviler over land og by” på Poul La Cours vidunderlige melodi, og Carl Nielsens ”Sænk dit hoved, du blomst”, hvor koret fordelte sig med fire solister i midten og to rækker i hver side af kirken, kunne da heller ikke have andet end lindrende virkning. Den fremragende akustik gav satserne et ekstra pift, og det omkring 100 mand store publikum kvitterede med et pænt langt bifald bagefter. Turens første koncert var vel overstået, og det blev fejret i bussen på vej hjem til hotellet.

Søndag 26. juni

”Nå nej, vi må jo ikke synge i dag, fordi vi har fri”, sagde én af de små, der tog sig selv i at gå og nynne fra koncertrepertoiret. Ja, det var fridag, turens eneste, og den skulle udnyttes! Efter morgenmaden, begav vi os mod Berlin. Zoologischer Garten, Reichstag, Brandenburger Tor og det jødiske monument ventede forude. Vejret var fint, og de kommende dage tegnede endnu bedre. Det gik langsomt, trafikken var tæt, selvom det var søndag, og det gav mindelser om sidste års rejse til England, hvor det altid tager lang tid at komme frem. ”Das ist die längste 35 Minuten in ein Manns Leben, das hier-hier-hier”, lød talekoret fra bagenden, nu på tysk, og sørgede, om ikke andet, for lidt adspredelse i ventetiden. undefinedBerlins zoologiske have er med sine mere end 10.000 dyr og 1200 arter én af de største i verden. Under krigen blev den næsten helt ødelagt, men er i dag bygget op igen og anlagt efter moderne principper, der består i at fremstille dyrene i så naturtro omgivelser som muligt. Indtil for få måneder siden var hovedattraktionen isbjørneungen Knut, der døde kun 4 år gammel. Men pandaen var der stadig, og den så vi næsten med det samme. undefinedI et hjørne af Tiergarten, slog tanterne det medbragte tapetbord op, og påbegyndte tilberedningen af omkring 100 sandwich. Æbler og bananer blev lagt frem, vand skænket i plastickrusene, og så var frokosten klar. Mens vi spiste, kunne vi gennem træerne se over til Reichstag, som var næste mål. Da der ikke var tid til besøg i kuplen, måtte vi nøjes med at gå rundt om bygningen. Men det var også en oplevelse, for det giver et godt indtryk af den mægtige stenkolos, der står som et pragtmonument fra kejsertiden. Sidst koret var i Berlin, så det, som nævnt, bygningen i kunstneren Christos sølvskinnende indpakning, men denne gang kunne vi se, hvad der gemte sig inde bag, bl.a. det vindue, hvorfra den tyske republik blev udråbt i november 1918. Fra Rigsdagen gik det videre mod Brandenburger Tor og mindesmærket for de myrdede jøder, der blev indviet i 2005 i 60- året for befrielsen. Monumentet, der består af 2.711 betonsøjler, breder sig over et område på19.000 m2, og giver indtrykket af en stor, forstenet skov. Som ved de fleste nyere kunstværker, har kunstneren ikke givet nogen forklaring på, hvad det forestiller. Beskuerens fantasi stilles frit, så hvad man får ud af det, kommer til at afhænge af øjnene, der ser. Men fast står det, at monumentet er rejst til minde om de næsten 6 millioner jøder, der omkom under krigen. undefinedAftensmaden blev indtaget hjemme i Potsdam, og derefter var der frit slag i hotellets sportshal, hvor gruppens yngste jublende kastede sig ud i bordtennis, fodbold, squash, volleyball og meget mere. Ved 22- tiden forlod en flok glade og trætte drenge faciliteterne med rødblussende kinder, parat til at vandre mod soveland.

Mandag 27. juni

Blå himmel, strålende sol, og en vejudsigt, der lovede 23- 28 grader. Hvad mere kunne man forlange, når man skulle fortætte med at opdage Berlins mange herligheder! Denne dag gjaldt det Potsdamer Platz, Checkpoint Charlie, muren og en sejltur på floderne. undefinedFrem til 2. verdenskrig var Potsdamer Platz det travleste sted i hele Europa. Det allerførste trafiklys, af hvilket man i dag kan se en kopi, blev opstillet her i 1923. Tysklands første radioprogram blev sendt fra en bygning på pladsen, der sydede og pulsede af liv. Efter krigen og murens fald, har pladsen atter fået liv, og fremstår i dag igen som et hektisk trafikknudepunkt, omkranset af højhuse på op til 35 meter i glas, stål og beton. Hele området er omdannet til et stort kvarter med lejligheder, hoteller og forlystelser, hvor firmaer som DaimlerChrysler, Sony og Deutsche Bundesbahn holder til. I hjertet af det hele ligger den overdækkede, stemningsfulde plads med springvand, cafeer, restauranter og forretninger, hvor man kan sidde og suge atmosfæren fra det nye Berlin til sig. Her slog den ældre del af truppen sig ned i ly af parasoller, og nød en cafe latte eller kold drik, mens drengene summede rundt i butikkerne. undefinedEfter en god halv time, spadserede vi videre ad Niederkirchnerstrasse, til udstillingen ”Topographie des Terrors”. Her lå tidligere et stort palæ, der under krigen husede topledelsen for de nazistiske institutioner Gestapo og SS. Herfra planlagde man jødeudryddelserne og organiserede forfølgelsen af regimets modstandere. Efter krigen blev området jævnet med jorden, men under nogle udgravninger mange år senere, fandt man rester af de gamle fangekældre, som Gestapo brugte som ”husfængsel”. Disse rum kom til at danne udgangspunkt for udstillingen, der i tekst og billeder viser scener fra det nazistiske terrorregime. I modsætning til andre mindesmærker i Berlin, der fokuserer på ofrene for krigen, fortæller dette mindesmærke bødlernes historie. Man starter i den ene ende med at se, hvordan Weimar republikken langsomt forvandler sig fra et skrøbeligt demokrati til et totalitært styre med Hitlers magtovertagelse. Som man går og betragter billederne og læser de skræmmende tekster på plancherne, bevæger man sig længere og længere ind i krigens rædsler, inden man til sidst ender med nazisternes nederlag i 45. En stille eftertænksomhed sænkede sig over os, mens vi gik ruten. Drengene spurgte ivrigt om det, de så og læste, og vi andre måtte, så godt vi kunne, forklare sammenhængen. undefinedDet var svært at løsgøre sig fra indtrykkene, men vi måtte videre til næste punkt, som var Checkpoint Charlie. Det er ikke meget, der er tilbage af den berømte grænseovergang mellem den amerikanske og sovjetiske sektor. Grænsen, som især er kendt fra romaner og spionfilm, lukkede i 1990, kort efter murens fald, og det, man ser i dag er kopier af det gamle kontrolskur, grænsebommen og advarselstavlerne. Til ære for turisterne havde to levende grænsevagter, bærende på Stars and Stripes, taget opstilling foran skuret, så man kunne lade sig fotografere sammen med dem, og føle sig lidt som Richard Burton i ”Spionen, der kom ind fra kulden”. Flere af drengene købte sovjet- kasketter og engelske skråhuer ved nogen af de mange gadehandlere i området og legede ”kold krig” hen ad fortovet. undefinedEftermiddagen stod på sejltur på floderne Havel og Spree, som gennemløber Berlin. Når man går rundt i byen, er det svært at forestille sig, at Berlin, der ligger langt fra havet, med sine 180 km. floder og kanaler, og flere broer end Venedig, næsten rummer mere vand end land. Men når man sidder i én af turbådene, får man syn for sagn. I en god times tid sejlede vi forbi den historiske del af Berlin med den charmerende bydel Nikolai- Viertel, museumsøen, den store Berliner Dom, Reichstag og det nye regeringskvarter med forbundskansler Merkels kontor og privatbolig, samt private bro, der fører over til hendes egen helikopterlandingsplads. På tilbagevejen kunne vi se solens stråler danne et kors i fjernsynstårnets kuppel inde ved Alexanderplatz. En fatal forseelse, der kostede arkitekten en tur i fængslet, fordi DDRs daværende leder Walter Ulbricht mente, at han med vilje havde konstrueret tårnet således, at solen kunne danne det kristne kors, når den skinnede på kuplen, og dermed blive en torn i øjet på kommunisterne. Stakkels dem, at de måtte leve med sådan en grim rids i den ideologiske lak helt frem til murens fald 20 år senere. undefinedDen sene frokost blev indtaget på en af de hyggelige restauranter langs Sprees bred med udsigt til Berliner Dom, inden vi sidst på eftermiddagen mødtes til korprøve i Marienkirche, hvor aftenens koncert skulle finde sted. Marienkirche er en af de ældste kirker i Berlin, og har fået lov at stå nogenlunde uberørt af krigen. Vi fandt hurtigt ud af, at også den har en særdeles fin akustik, og en indretning, der gjorde det muligt at afvikle koncerten både fra orgelpulpituret og nede foran alteret. Lasse havde svært ved at afgøre sig for, hvilken stilling han skulle lægge fingrene i, for på kirkens orgel havde selveste Bach spillet i 1747. Og for den sags skyld havde også Luther prædiket i kirken, så det var i det hele taget svært at finde ud af, hvilket ben man skulle stå på. Men vi glædede os til at synge i det dejlige rum, og efter at have nydt tanternes velsmurte sandwich, og et fornemt udvalg af andre delikatesser, kunne koncerten begynde. Repertoiret bestod bl.a. af en norsk afdeling med motetter af Trond Kverno og Ola Gjeilo, Buxtehudes kantate ”Befiehl dem Engel”, Stanfords Magnificat i B og Te Deum, og en afdeling med John Rutters ”For the beauty”, ”Fred hviler over land og by” og ”Sænk kun dit hoved, du blomst”. Ind imellem gav Lasse Bach baghjul med Georg Böhms ”Tre stykker”, sin egen koral over ”Lover den Herre” og Jesper Madsens ”Tre vignetter”. Den gamle mester ville have glædet sig over det brillante spil, og vi havde i hvert fald grund til at glæde os over en særdeles vellykket koncert med en fremragende akustik. undefinedDesværre for ikke så stort et publikum, men hvilket publikum! Kristoffers bedsteforældre, der havde taget hele vejen ned fra Als, Ejnars far, der var i byen for at høre opera, og som havde slået et smut forbi, fru Clausen, der var stødt til tidligere på dagen, og som den store overraskelse, David Butterworth, vores gode og trofaste ven fra England! Det var ikke første gang, han var dukket uventet op på en koncertrejse, men vi blev alligevel rørt over, at han endnu engang viste koret sin glødende interesse. David havde indlogeret sig på samme hotel som os, og kunne derfor følges med bussen tilbage. Om det nu var fordi, han var kommet om bord og havde genindført engelske tilstande, eller fordi bussen drejede forkert et sted, at det tog 1 _ time at køre de 25 km. tilbage til Potsdam - die längste 25 km. in ein Manns Leben - står hen i det uvisse, men i det mindste fik vi da en oplevelse ud af det, da vi ved en lyskurve blev holdt tilbage, fordi Kinas præsident, der åbenbart var på officielt besøg, skulle passere. Vi så her det længste og største opbud af motorcykelbetjente, salatfade og politibiler med og uden blink, diplomat biler og limousiner i ein Manns Leben. Så snart vi var tilbage på hotellet, strømmede kormedlemmer fra 18 og opefter ned i baren, for at kvæle resterne af irritationen over den lange tur med dunkles, helles eller Krystalweissbier, og det hjalp!

Tirsdag 28. juni

Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche blev opført af kejser Wilhelm 2. i 1895 til ære for hans bedstefar, Wilhelm 1. Den store kirke havde 6 tårne og mange fine udsmykninger, men i 1943 blev den kraftigt beskadiget, under et af de allieredes bombardementer. Efter krigen rev man kirken ned, men lod det store ruinerede tårn stå. Med tiden blev det et vartegn for Berlin, og da man holdt afstemning om, hvorvidt det skulle bevares eller ej, stemte et stort antal berlinere for, at ”den hule tand”, som det var kommet til at hedde i folkemunde, skulle blive stående. Løsningen blev, at man i begyndelsen af 60erne på hver side af det gamle tårn byggede en ny kirke og et nyt tårn, ”pudderdåsen og læbestiften” kaldet. Desværre var ”den hule tand” indhyllet i tykke presenninger fra top til tå, fordi den i øjeblikket får foretaget et grundigt tandlægeeftersyn. Det gjorde den så ukendelig, at vi første gang præsterede at køre forbi, helt uden at lægge mærke til den. undefinedDen nye, ottekantede Gedächtniskirche, der fungerer som meditationskirke, er med sine tykke, dunkle mosaikruder godt isoleret, så trafikstøjen ikke trænger ind. Det betyder desværre også, at akustikken ikke er særlig god, og derfor var koncerten tirsdag middag ikke den koncert, vi ventede os størst musikalsk udbytte af, skønt den jo egentlig var en slags højdepunkt på turen. Men prøven viste, at akustikken trods alt ikke var helt død. Sidst koret sang i kirken, var der tæpper på gulvet, men de var nu fjernet, hvilket formentlig har hjulpet noget. Koncerten blev indledt med en kort andagt, hvor vi oppe fra pulpituret sang et par satser, der knyttede sig til præstens prædiken over temaet fred. Derefter havde vi vores egen afdeling på godt 45 minutter, hvor vi sang udpluk fra repertoiret. Koncerten blev, som ventet, ikke den bedste. Men den forløb stille og roligt i modsætning til prøven, hvor vi først blev afbrudt af en dame, der talte så højt i sin mobil, at Lone slog af, fordi hun troede, at det var Ejnars far, der kommenterede balancen mellem orgel og kor. Bagefter, da vi prøvede foran alteret, supplerede selv samme dame Lone med en indlevende direktion, så vi blev privilegeret med hele to dirigenter, ligesom ved den sidste promenadekoncert. Under koncerten var der imidlertid ingen spor af den mystiske dame. Da applausen var færdig, sprang Kasper Riis, som efter enhver anden koncert, af sted efter sit fotoudstyr, mens koret rettede på sløjfe og bånd, og gjorde sig klar til gruppefotoet. Det første blev taget foran alteret, under den svævende Kristus figur, nøjagtig som for 34 år siden, det andet oppe fra orglet. undefinedOg så var der ellers nogen, der fik travlt med at klæde om og skifte til sommertøj, for næste punkt på dagsordenen var shopping i ”Alexa”- varehuset på Alexanderplatz. Tanterne fik et tiltrængt frikvarter, mens barmhjertige sjæle fra mandskoret overtog tilsynet med sopranerne. De fik nu ikke meget at lave den eftermiddag, men kunne nøjes med at sidde ude under parasollen, mens drengene var rigtig godt beskæftiget inde i slaraffenland. undefinedOm aftenen blev der atter lukket op i hotellets sportshal, så revancher og nye opgør kunne finde sted. Mandskoret fandt ned i flodpavillonen, som var blevet dets foretrukne tilholdssted.

Onsdag 29. juni

Med en vejrprognose, der spåede op mod 32 grader, og en ophedet bus som følge af en defekt air-condition , var vi ikke just oplagt til store aktiviteter, da vi blev sat af ved Deutsches Technikmuseum. Her skulle drengene tilbringe de næste timer med at se dampmaskiner, gamle fly med propel, og eksperimentere med lydbølger, musik og andre fysik- forsøg, mens mandskoret slentrede ud i byen, og fandt skygge på fortovscafeer og knejper. Frokosten blev spist i Tiergarten, og selvom vi havde husket fodbolden, var der næsten ingen af drengene, der orkede at spille. Heden gjorde det langt mere tiltrækkende at slænge sig i græsset under træerne. Efter en god lang pause samlede vi os nu alligevel sammen til at se Berliner Dom. Den havde vi desværre ikke kunnet få med på koncertprogrammet, men den slags plejer ikke at slå os ud. De steder, vi ikke har koncert, har vi haft tradition for at spørge om lov til at synge et par uofficielle strofer. Det er gået godt i Notre Dame, Milanos domkirke, Markuskirken i Venedig og andre steder, så hvorfor ikke også her? Damen, vi spurgte, mente sig dog ikke bemyndiget til at afgøre det spørgsmål, men måtte videre op i systemet. Hvor langt hun nåede, ved vi ikke, men der gik i hvert fald så lang tid, at vi til sidst var nødt til at køre med uforrettet sag. Vi fik taget et gruppebillede, men Dom' en måtte undvære vores sang. undefinedSå var det alligevel skønt at komme tilbage i den dejlige, varme bus, og en helt uovertruffen oplevelse at få lov at cirkulere rundt i myldretrafikken i over en time, fordi bussen ikke kunne komme ind i de smalle gader, der fører til Sophienkirche, hvor turens sidste koncert skulle være. Omsider lykkedes det at finde en holdeplads i nærheden, så vi kunne gå det sidste stykke hen til kirken, der skjuler sig inde i en gård mellem to boligblokke. Barokkirken blev grundlagt i 1712 af dronning Sophie Louise, og var én af de få kirker, der overlevede krigen, så man kunne fortsætte med at holde gudstjeneste. I bygningerne på hver side af kirken, kunne man se skudhuller, og nogle plader i fortovet fortalte om de jødiske familier, der i sin tid boede her. undefinedMens vi prøvede på aftenens program, prajede tanterne en taxa, og fik den til at køre dem til nærmeste Mc Donald's, hvor aftensmaden skulle indkøbes. Da man der modtog bestillingen på de 50 burgere, var reaktionen først måben, men så udbrød en medarbejder: ”Yes!”, for han havde nemlig regnet ud, at han med denne ordne ville slå rekorden for det meste, han nogensinde havde solgt, med hele 90 euro! Aldrig havde han lavet så mange Big Mac i så højt humør. undefinedEfter at have fortæret rekordbøfferne, blev et par af drengene sendt ud på gaden med løbesedler, i håb om at trække folk ind til koncerten. Fremmødet var dog ikke noget at råbe hurra for, men det var til gengæld akustikken. Hvad vi ikke fik i Gedächtniskirche, fik vi i overflod her. Akustikken var formidabel, og koncerten blev måske turens bedste. Én af de ting, der lykkedes rigtig godt, var ”Sænk kun dit hoved”, der blev sunget oppe fra de to sidepulpiturer. Under prøven, var vi usikre på, om de kunne holde til så mange mand, for det så ikke ud som om der havde været nogen deroppe i årevis, men de viste sig bæredygtige, og kunne derfor fint anvendes. Vi kunne ikke have ønsket os nogen bedre afslutning på koncertrækken end denne perle i Sophienkirche. Vi var også ved at være godt sunget sammen og havde fundet ind i en fælles klang, der forlenede sangen med en fin egalitet. Men som altid, når vi når op på toppen, er det slut. Det er jo vilkåret for alt hvad der sker under himlen, at det har en tid, også en koncertrejse. Men det gode resultat kunne vi tage til os med glæde, og gå på sommerferie med ro i sindet. Den aften var der party i flodpavillonen.

Torsdag 30. juni

Efter at have pakket bussen, samledes vi foran Kongresshotel for at tage afsked med Ejnar og hans far, der skulle videre med fly til København, og David, der senere på dagen skulle tilbage til England. Lone takkede ham for den utrolige støtte, han havde vist, ved at tage hele vejen til Berlin for at være sammen med koret. Men som David svarede: ”I am a very busy man, so if the choir didn't mean anything to me, I wouldn't have come”. Det varmede på den kølige, småregnende morgen, og vi kvitterede med et par vers af ”Min Jesus, lad mit hjerte få”. Efter håndtryk og knus, var det op i den stærkt afkølede bus, hvor vi måtte beholde overtøjet på, indtil varmen havde fået overtaget, helt omvendt af det, vi havde oplevet de foregående dage. undefinedHjemturen var begyndt, og byer, landskaber og veje fulgte nu i modsat rækkefølge. Tiden blev fordrevet med ”ko- leg”, Martins historie, ”Sange fra mange lande” endnu engang og ”Go down, Moses”, tilsat suppe-steg-og-is-akkompagnement på Jan C's el-orgel. Da vi havde passeret grænsen, greb formanden mikrofonen og rundede af med en tak til alle, der havde ydet en indsats på turen. Der var Tonny og hendes mand, Jan, der var stødt til et par dage forinden for at aflaste sin kone, så køre- hviletidsbestemmelserne kunne holdes. De fik et eksemplar af en af korets CD'er, vedlagt en lille erkendtlighed. Så var der de tre utrættelige, trofaste, taktfulde tanter, Pernille, Marianne og Kirsten - i år atter bistået af fru Clausen - der som sædvanlig havde haft et kæmpearbejde med at købe ind og tilberede måltider, sørge for forfriskninger inden koncerterne, opbevare penge og holde styr på drengene, når vi var delt ind i grupper, og i det hele taget klare alt det forefaldende, hvilket der ikke er så lidt af på en koncertrejse. Så var der Ingrid Lisby, den ene af kirkens præster, der igen i år havde ledsaget os, og stadfæstet det gode forhold mellem kirken og koret, og undervejs fortalt om seværdighederne, så vi alle steder var klædt på til at møde nyt som gammelt. En koncertrejse fungerer naturligvis ikke uden organist og korleder, og det vidste formanden at prise: Der blev applauderet for Lasses fremragende spil, og Lones ditto direktion. Ved fælles hjælp var det igen lykkedes at bringe sangen op på et niveau, som alle kunne være stolte af. Og så var der jo koret selv, der også fik tak for det gode sammenhold, og solide kammeratskab, og for alle tællingerne, der for en gangs skyld havde fungeret upåklageligt. Formanden havde ikke nået at købe gaver, men mente sig alligevel berettiget til at modtage de obligatoriske kram, og det var der ingen, der nænnede at hindre ham i. Præcis 19.30, en halv time før beregnet, rullede bussen ind på pladsen ved Treenighedskirken, foran de ventende forældre, søskende, koner og kærester. Drengekorets 46. koncertrejse var slut, og kan indtage sin plads i historien som en særdeles vellykket én af slagsen!