.jpg&w=3840&q=75)
Potsdamer Platz lå hen som en øde brakmark. Den engang så pulserende plads, der summede af liv, hoteller, restauranter og knejper var af krigens bomber blevet forvandlet til en ruinhob, og senere, da muren kom og skar byen over i to halvdele, omdannet til et stort ingenmandsland. Brandenburger Tor, engang den prægtige indgang til Berlin med paradegaden Unter den Linden rullet ud som en rød løber. Nu et symbol på den delte by med grænsevagter og pigtrådshegn. Alexanderplatz, opkaldt efter den russiske zar, udødeliggjort i Alfred Döblins roman. Engang en travl markedsplads, i dag et markant centrum i DDR- hovedstaden, omkranset af bygninger i prangende arkitektur. undefinedÅret var 1977 og på sin koncertrejse aflagde Treenighedskirkens Drengekor besøg i Berlin med koncerter i Gedächtniskirche og Mathäuskirche. Siden da er der løbet meget vand i åen, som man siger, og bortset fra en enkelt afstikker til byen i 1994 for at se den indpakkede Rigsdag, har koret ikke været på de kanter siden. Så hvad var mere oplagt end at lade koncertrejsen 2011 gå til den nye tyske hovedstad, med en ny generation af drenge til en anderledes og forvandlet by, der på mange måder er trådt ud af fortidens skygger!
undefinedFredag 24. juni
samledes alle på pladsen foran Treenighedskirken. Den gule bus fra ”Centrum- Turist” bakkede ind, og døre og bagsmækker blev åbnet, så passagerer og bagage kunne fyldes på. Der blev gjort klar til afgang. Enkelte forældre var gået med helt ind i bussen, og havde svært ved at løsrive sig fra deres små poder. Det var jo første gang, de skulle af sted på egen hånd så lang tid, men drengene virkede ikke spor beklemte, snarere opsatte på at være sammen med deres kammerater og de spændende oplevelser, der forhåbentlig ventede forude. undefinedTonny, vores kvindelige chauffør, satte bussen i gear, og truppen rullede af sted den sædvanlige rute ned ad Grådybet, klar til nye rejseeventyr. Første stop var på en resteplads i nærheden af Haderslev, hvor Bent ”Hamsjelw” stod på, og fuldendte besætningen. Lone bød velkommen i mikrofonen, og ønskede en god tur med gode koncerter. Et ønske, der for alvor havde fået næring efter tirsdagens vellykkede sommerkoncert i Treenighedskirken. undefinedEfter en indkøbspause hos Fleggaard, der trods sin korthed, alligevel kunne nå at indbringe bjerge af slik, sodavand, chips og sixpack's, fortsatte vi sydpå ad Autobahn 7, og videre ad Bundesstrasse østover. Noderne til ”Sange fra mange lande” blev fordelt i bagenden, og snart bredte blid, svensk visesang, afløst af tysk jægerromantik og svulstigt kosakkor sig i kabinen. En ”morgensang” blev der også plads til, selvom det var langt ud på eftermiddagen. Aftensmaden blev indtaget på en rasteplads langs motorvejen, hvor flere valgte at lade menuen bestå af Currywurst, for at komme i berlinerstemning. Ved 23- tiden ankom vi til Kongresshotel Potsdam am Templiner See, der skulle være vores residens de næste 6 dage. Drenge og mænd blev fordelt 3 og 4 på værelserne, og gik herefter til ro, med undtagelse af en hård kerne i mandskoret, der mødtes i baren til en go' nat øl, der blev skyllet ned til teknorytmer fra en skolefest i kælderen. Vi var i Potsdam, den gamle kongelige residensby, og den skulle blive spændende at stifte nærmere bekendtskab med de kommende dage.
Lørdag 25. juni
Kongresshotel ligger på en gammel luftskibslandingsplads. Det bærer det tydeligt præg af med sine tre bygninger, der alle har navn efter forskellige luftskibe, og i deres udformning selv ligner ét af disse squash- formede fartøjer. I en udstillingsmontre i én af gangene kunne man se en model af luftskibet ”Schwaben” ved landingen i Potsdam i 1911, og få et indtryk af dets enorme størrelse. I begyndelsen af 1900- tallet var Tyskland førende i fremstillingen af luftskibe. Zeppelineren var det mest kendte, og blev bl.a. brugt som passagerskib mellem Europa og USA. En række uheld, der kulminerede med ”Hindenburg”s brand i 1937, satte en stopper for æraen, men luftskibene er aldrig helt forsvundet. De kan af og til ses på himlen som flyvende reklamer, og for nogle år siden havde et tysk firma planer om at sætte en ny produktion i gang. På en gammel, nedlagt russisk flyvestation i Potsdam indrettede man en gigantisk konstruktionshal, stor nok til at Eifeltårnet kunne ligge inden i, hvor planen var at bygge 265 meter lange luftskibe, der skulle bruges til at fragte gods i områder med uvejsomt terræn og ulande uden vejnet. Planerne blev aldrig til noget, men den tomme hal blev til gengæld en stor turistmagnet. undefinedMorgenmaden blev serveret i ”Zeppelineren”, og bestod af et større udvalg af brød, pålæg, ost, yoghurt, frugt, pølser, bacon og røræg. Det gjorde indtryk på flere af drengene, der i løbet af dagen talte om, at de allerede glædede sig til næste morgen. Således velernærede var vi klar til dagens program, der bestod af sightseeing og koncert. Vi forlod hotellet, og kørte ind gennem Potsdam. undefinedPotsdam, hovedstad i delstaten Brandenburg, er en gammel by, der kan føre sin oprindelse helt tilbage til 900- tallet. Men først i 1700- årene begyndte byen at spille en rolle, da Frederik Vilhelm I gjorde den til base for sine jagter, og Frederik den Store senere gjorde den til hjemsted for kongefamilien ved at anlægge et stort kompleks med parker, slotte og kirker, heriblandt det berømte sommerslot Sanssouci. I nyere tid huskes byen for den såkaldte Potsdam konference i 1945, hvor Truman, Churchill og Stalin mødtes for at planlægge Tysklands fremtid. Konferencen fandt sted på slottet Charlottenhof, og endnu den dag i dag kan man se værelset, hvor de herrer sad og slog de streger på landkortet, der de næste mange år skulle dele Europa i øst og vest. I 1990 blev Potsdam optaget på UNESCOs kulturarvsliste, bl.a. pga. sin særprægede bydel Holländisches Viertel, hvis huse blev bygget af fattige hollandske indvandrere, men i dag kun bebos af rige berlinere, fordi de næsten ikke er til at betale sig fra. Arkitekturen i den indre by er en blanding af gamle, prægtige bygninger fra byens guldalder, moderne glas- og stålkonstruktioner og grå og faldefærdige huse fra DDR- tiden med slogans på murene som ”kapitalismus ist blöd”. undefinedVi gjorde holdt ved Nikolaikirche, hvor aftenens koncert skulle være. Den enorme kirke, der har grundplan som et græsk kors, er bygget efter planer af Potsdams berømte arkitekt Karl Friedrich Schinkel. Øverst troner en kæmpe kuppel med en diameter på 24 meter, inspireret af Pantheon i Rom og St. Paul's i London, hvilket så meget lovende ud for akustikken. Vores koncert skulle indgå i en korfestival, ”Abend der Chöre”, hvor forskellige lokale kor og ét fra Østrig skulle synge på skift i et arrangement, der var sat til at vare fem timer. Vi skulle først på til sidst, hvor man kunne frygte, at publikum var ved at være træt i ørerne. Men på kirkens hjemmeside var vi udråbt til aftenens højdepunkt, så det kunne være, det skærpede interessen. undefinedEfter korprøven og en stående sandwich, serveret under kolonnaden foran kirken, var det af sted på sightseeing. Desværre måtte besøget i parken ved Sanssouci droppes pga. tidnød, men det gav til gengæld mere plads til filmbyen i Babelsberg, som lokkede med stuntshow, rumskibssimulator og TV- optagelser. De engang så berømte studier stammer fra en tid, hvor Berlin var førende indenfor filmen. Her fandt den første filmforevisning sted i 1895, og her slog stjerner som Asta Nielsen og Marlene Dietrich deres folder i 20erne og 30erne. Som så meget andet blev den udvikling stoppet af nazismens fremmarch, og efter krigen lykkedes det aldrig at genvinde fortidens højder. Selvom filmfestivalen ”Berlinalen” hvert år tiltrækker skuespillere, instruktører og kendisser fra hele verden, har tysk film ikke haft nogen fremtrædende plads i mange år. Filmparken bar også tydeligt præg af, at det var længe siden, der for alvor var sket noget på det felt. Udstyr og kulisser virkede forældede, og det hele havde noget museumsagtigt over sig. De stunts, vi så, var bestemt hårrejsende, men svarede vel egentlig til det, der blev præsteret i de første James Bond film, og rykkede derfor heller ikke rigtig blandt det action vante publikum. undefinedNej, så var der langt mere dramatik inden koncerten i Nikolaikirche. Her havde formanden nær slået en dame i gulvet, da han rakte en arm ud for at strække sig. Damen, der kom tilbage fra pausen, så ikke at formanden lagde an til det store muskelstunt, netop som hun ville til at passere, og kom derfor i skudlinjen. Som den hædersmand han er, tog formanden straks om hende, og undskyldte, og lettere fortumlet vaklede hun hen til sin plads, mens hun holdt sig til hovedet. Men mon ikke smerterne blev dulmet, da koncerten begyndte. Kunne processionen til Tallis' ”Glory to thee” ikke hjælpe, så kunne Morgensang fra ”Elverskud” i hvert fald. Og afdelingen med ”Fred hviler over land og by” på Poul La Cours vidunderlige melodi, og Carl Nielsens ”Sænk dit hoved, du blomst”, hvor koret fordelte sig med fire solister i midten og to rækker i hver side af kirken, kunne da heller ikke have andet end lindrende virkning. Den fremragende akustik gav satserne et ekstra pift, og det omkring 100 mand store publikum kvitterede med et pænt langt bifald bagefter. Turens første koncert var vel overstået, og det blev fejret i bussen på vej hjem til hotellet.
Søndag 26. juni
”Nå nej, vi må jo ikke synge i dag, fordi vi har fri”, sagde én af de små, der tog sig selv i at gå og nynne fra koncertrepertoiret. Ja, det var fridag, turens eneste, og den skulle udnyttes! Efter morgenmaden, begav vi os mod Berlin. Zoologischer Garten, Reichstag, Brandenburger Tor og det jødiske monument ventede forude. Vejret var fint, og de kommende dage tegnede endnu bedre. Det gik langsomt, trafikken var tæt, selvom det var søndag, og det gav mindelser om sidste års rejse til England, hvor det altid tager lang tid at komme frem. ”Das ist die längste 35 Minuten in ein Manns Leben, das hier-hier-hier”, lød talekoret fra bagenden, nu på tysk, og sørgede, om ikke andet, for lidt adspredelse i ventetiden. undefinedBerlins zoologiske have er med sine mere end 10.000 dyr og 1200 arter én af de største i verden. Under krigen blev den næsten helt ødelagt, men er i dag bygget op igen og anlagt efter moderne principper, der består i at fremstille dyrene i så naturtro omgivelser som muligt. Indtil for få måneder siden var hovedattraktionen isbjørneungen Knut, der døde kun 4 år gammel. Men pandaen var der stadig, og den så vi næsten med det samme. undefinedI et hjørne af Tiergarten, slog tanterne det medbragte tapetbord op, og påbegyndte tilberedningen af omkring 100 sandwich. Æbler og bananer blev lagt frem, vand skænket i plastickrusene, og så var frokosten klar. Mens vi spiste, kunne vi gennem træerne se over til Reichstag, som var næste mål. Da der ikke var tid til besøg i kuplen, måtte vi nøjes med at gå rundt om bygningen. Men det var også en oplevelse, for det giver et godt indtryk af den mægtige stenkolos, der står som et pragtmonument fra kejsertiden. Sidst koret var i Berlin, så det, som nævnt, bygningen i kunstneren Christos sølvskinnende indpakning, men denne gang kunne vi se, hvad der gemte sig inde bag, bl.a. det vindue, hvorfra den tyske republik blev udråbt i november 1918. Fra Rigsdagen gik det videre mod Brandenburger Tor og mindesmærket for de myrdede jøder, der blev indviet i 2005 i 60- året for befrielsen. Monumentet, der består af 2.711 betonsøjler, breder sig over et område på19.000 m2, og giver indtrykket af en stor, forstenet skov. Som ved de fleste nyere kunstværker, har kunstneren ikke givet nogen forklaring på, hvad det forestiller. Beskuerens fantasi stilles frit, så hvad man får ud af det, kommer til at afhænge af øjnene, der ser. Men fast står det, at monumentet er rejst til minde om de næsten 6 millioner jøder, der omkom under krigen. undefinedAftensmaden blev indtaget hjemme i Potsdam, og derefter var der frit slag i hotellets sportshal, hvor gruppens yngste jublende kastede sig ud i bordtennis, fodbold, squash, volleyball og meget mere. Ved 22- tiden forlod en flok glade og trætte drenge faciliteterne med rødblussende kinder, parat til at vandre mod soveland.
Mandag 27. juni
Blå himmel, strålende sol, og en vejudsigt, der lovede 23- 28 grader. Hvad mere kunne man forlange, når man skulle fortætte med at opdage Berlins mange herligheder! Denne dag gjaldt det Potsdamer Platz, Checkpoint Charlie, muren og en sejltur på floderne. undefinedFrem til 2. verdenskrig var Potsdamer Platz det travleste sted i hele Europa. Det allerførste trafiklys, af hvilket man i dag kan se en kopi, blev opstillet her i 1923. Tysklands første radioprogram blev sendt fra en bygning på pladsen, der sydede og pulsede af liv. Efter krigen og murens fald, har pladsen atter fået liv, og fremstår i dag igen som et hektisk trafikknudepunkt, omkranset af højhuse på op til 35 meter i glas, stål og beton. Hele området er omdannet til et stort kvarter med lejligheder, hoteller og forlystelser, hvor firmaer som DaimlerChrysler, Sony og Deutsche Bundesbahn holder til. I hjertet af det hele ligger den overdækkede, stemningsfulde plads med springvand, cafeer, restauranter og forretninger, hvor man kan sidde og suge atmosfæren fra det nye Berlin til sig. Her slog den ældre del af truppen sig ned i ly af parasoller, og nød en cafe latte eller kold drik, mens drengene summede rundt i butikkerne. undefinedEfter en god halv time, spadserede vi videre ad Niederkirchnerstrasse, til udstillingen ”Topographie des Terrors”. Her lå tidligere et stort palæ, der under krigen husede topledelsen for de nazistiske institutioner Gestapo og SS. Herfra planlagde man jødeudryddelserne og organiserede forfølgelsen af regimets modstandere. Efter krigen blev området jævnet med jorden, men under nogle udgravninger mange år senere, fandt man rester af de gamle fangekældre, som Gestapo brugte som ”husfængsel”. Disse rum kom til at danne udgangspunkt for udstillingen, der i tekst og billeder viser scener fra det nazistiske terrorregime. I modsætning til andre mindesmærker i Berlin, der fokuserer på ofrene for krigen, fortæller dette mindesmærke bødlernes historie. Man starter i den ene ende med at se, hvordan Weimar republikken langsomt forvandler sig fra et skrøbeligt demokrati til et totalitært styre med Hitlers magtovertagelse. Som man går og betragter billederne og læser de skræmmende tekster på plancherne, bevæger man sig længere og længere ind i krigens rædsler, inden man til sidst ender med nazisternes nederlag i 45. En stille eftertænksomhed sænkede sig over os, mens vi gik ruten. Drengene spurgte ivrigt om det, de så og læste, og vi andre måtte, så godt vi kunne, forklare sammenhængen. undefinedDet var svært at løsgøre sig fra indtrykkene, men vi måtte videre til næste punkt, som var Checkpoint Charlie. Det er ikke meget, der er tilbage af den berømte grænseovergang mellem den amerikanske og sovjetiske sektor. Grænsen, som især er kendt fra romaner og spionfilm, lukkede i 1990, kort efter murens fald, og det, man ser i dag er kopier af det gamle kontrolskur, grænsebommen og advarselstavlerne. Til ære for turisterne havde to levende grænsevagter, bærende på Stars and Stripes, taget opstilling foran skuret, så man kunne lade sig fotografere sammen med dem, og føle sig lidt som Richard Burton i ”Spionen, der kom ind fra kulden”. Flere af drengene købte sovjet- kasketter og engelske skråhuer ved nogen af de mange gadehandlere i området og legede ”kold krig” hen ad fortovet. undefinedEftermiddagen stod på sejltur på floderne Havel og Spree, som gennemløber Berlin. Når man går rundt i byen, er det svært at forestille sig, at Berlin, der ligger langt fra havet, med sine 180 km. floder og kanaler, og flere broer end Venedig, næsten rummer mere vand end land. Men når man sidder i én af turbådene, får man syn for sagn. I en god times tid sejlede vi forbi den historiske del af Berlin med den charmerende bydel Nikolai- Viertel, museumsøen, den store Berliner Dom, Reichstag og det nye regeringskvarter med forbundskansler Merkels kontor og privatbolig, samt private bro, der fører over til hendes egen helikopterlandingsplads. På tilbagevejen kunne vi se solens stråler danne et kors i fjernsynstårnets kuppel inde ved Alexanderplatz. En fatal forseelse, der kostede arkitekten en tur i fængslet, fordi DDRs daværende leder Walter Ulbricht mente, at han med vilje havde konstrueret tårnet således, at solen kunne danne det kristne kors, når den skinnede på kuplen, og dermed blive en torn i øjet på kommunisterne. Stakkels dem, at de måtte leve med sådan en grim rids i den ideologiske lak helt frem til murens fald 20 år senere. undefinedDen sene frokost blev indtaget på en af de hyggelige restauranter langs Sprees bred med udsigt til Berliner Dom, inden vi sidst på eftermiddagen mødtes til korprøve i Marienkirche, hvor aftenens koncert skulle finde sted. Marienkirche er en af de ældste kirker i Berlin, og har fået lov at stå nogenlunde uberørt af krigen. Vi fandt hurtigt ud af, at også den har en særdeles fin akustik, og en indretning, der gjorde det muligt at afvikle koncerten både fra orgelpulpituret og nede foran alteret. Lasse havde svært ved at afgøre sig for, hvilken stilling han skulle lægge fingrene i, for på kirkens orgel havde selveste Bach spillet i 1747. Og for den sags skyld havde også Luther prædiket i kirken, så det var i det hele taget svært at finde ud af, hvilket ben man skulle stå på. Men vi glædede os til at synge i det dejlige rum, og efter at have nydt tanternes velsmurte sandwich, og et fornemt udvalg af andre delikatesser, kunne koncerten begynde. Repertoiret bestod bl.a. af en norsk afdeling med motetter af Trond Kverno og Ola Gjeilo, Buxtehudes kantate ”Befiehl dem Engel”, Stanfords Magnificat i B og Te Deum, og en afdeling med John Rutters ”For the beauty”, ”Fred hviler over land og by” og ”Sænk kun dit hoved, du blomst”. Ind imellem gav Lasse Bach baghjul med Georg Böhms ”Tre stykker”, sin egen koral over ”Lover den Herre” og Jesper Madsens ”Tre vignetter”. Den gamle mester ville have glædet sig over det brillante spil, og vi havde i hvert fald grund til at glæde os over en særdeles vellykket koncert med en fremragende akustik. undefinedDesværre for ikke så stort et publikum, men hvilket publikum! Kristoffers bedsteforældre, der havde taget hele vejen ned fra Als, Ejnars far, der var i byen for at høre opera, og som havde slået et smut forbi, fru Clausen, der var stødt til tidligere på dagen, og som den store overraskelse, David Butterworth, vores gode og trofaste ven fra England! Det var ikke første gang, han var dukket uventet op på en koncertrejse, men vi blev alligevel rørt over, at han endnu engang viste koret sin glødende interesse. David havde indlogeret sig på samme hotel som os, og kunne derfor følges med bussen tilbage. Om det nu var fordi, han var kommet om bord og havde genindført engelske tilstande, eller fordi bussen drejede forkert et sted, at det tog 1 _ time at køre de 25 km. tilbage til Potsdam - die längste 25 km. in ein Manns Leben - står hen i det uvisse, men i det mindste fik vi da en oplevelse ud af det, da vi ved en lyskurve blev holdt tilbage, fordi Kinas præsident, der åbenbart var på officielt besøg, skulle passere. Vi så her det længste og største opbud af motorcykelbetjente, salatfade og politibiler med og uden blink, diplomat biler og limousiner i ein Manns Leben. Så snart vi var tilbage på hotellet, strømmede kormedlemmer fra 18 og opefter ned i baren, for at kvæle resterne af irritationen over den lange tur med dunkles, helles eller Krystalweissbier, og det hjalp!
Tirsdag 28. juni
Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche blev opført af kejser Wilhelm 2. i 1895 til ære for hans bedstefar, Wilhelm 1. Den store kirke havde 6 tårne og mange fine udsmykninger, men i 1943 blev den kraftigt beskadiget, under et af de allieredes bombardementer. Efter krigen rev man kirken ned, men lod det store ruinerede tårn stå. Med tiden blev det et vartegn for Berlin, og da man holdt afstemning om, hvorvidt det skulle bevares eller ej, stemte et stort antal berlinere for, at ”den hule tand”, som det var kommet til at hedde i folkemunde, skulle blive stående. Løsningen blev, at man i begyndelsen af 60erne på hver side af det gamle tårn byggede en ny kirke og et nyt tårn, ”pudderdåsen og læbestiften” kaldet. Desværre var ”den hule tand” indhyllet i tykke presenninger fra top til tå, fordi den i øjeblikket får foretaget et grundigt tandlægeeftersyn. Det gjorde den så ukendelig, at vi første gang præsterede at køre forbi, helt uden at lægge mærke til den. undefinedDen nye, ottekantede Gedächtniskirche, der fungerer som meditationskirke, er med sine tykke, dunkle mosaikruder godt isoleret, så trafikstøjen ikke trænger ind. Det betyder desværre også, at akustikken ikke er særlig god, og derfor var koncerten tirsdag middag ikke den koncert, vi ventede os størst musikalsk udbytte af, skønt den jo egentlig var en slags højdepunkt på turen. Men prøven viste, at akustikken trods alt ikke var helt død. Sidst koret sang i kirken, var der tæpper på gulvet, men de var nu fjernet, hvilket formentlig har hjulpet noget. Koncerten blev indledt med en kort andagt, hvor vi oppe fra pulpituret sang et par satser, der knyttede sig til præstens prædiken over temaet fred. Derefter havde vi vores egen afdeling på godt 45 minutter, hvor vi sang udpluk fra repertoiret. Koncerten blev, som ventet, ikke den bedste. Men den forløb stille og roligt i modsætning til prøven, hvor vi først blev afbrudt af en dame, der talte så højt i sin mobil, at Lone slog af, fordi hun troede, at det var Ejnars far, der kommenterede balancen mellem orgel og kor. Bagefter, da vi prøvede foran alteret, supplerede selv samme dame Lone med en indlevende direktion, så vi blev privilegeret med hele to dirigenter, ligesom ved den sidste promenadekoncert. Under koncerten var der imidlertid ingen spor af den mystiske dame. Da applausen var færdig, sprang Kasper Riis, som efter enhver anden koncert, af sted efter sit fotoudstyr, mens koret rettede på sløjfe og bånd, og gjorde sig klar til gruppefotoet. Det første blev taget foran alteret, under den svævende Kristus figur, nøjagtig som for 34 år siden, det andet oppe fra orglet. undefinedOg så var der ellers nogen, der fik travlt med at klæde om og skifte til sommertøj, for næste punkt på dagsordenen var shopping i ”Alexa”- varehuset på Alexanderplatz. Tanterne fik et tiltrængt frikvarter, mens barmhjertige sjæle fra mandskoret overtog tilsynet med sopranerne. De fik nu ikke meget at lave den eftermiddag, men kunne nøjes med at sidde ude under parasollen, mens drengene var rigtig godt beskæftiget inde i slaraffenland. undefinedOm aftenen blev der atter lukket op i hotellets sportshal, så revancher og nye opgør kunne finde sted. Mandskoret fandt ned i flodpavillonen, som var blevet dets foretrukne tilholdssted.
Onsdag 29. juni
Med en vejrprognose, der spåede op mod 32 grader, og en ophedet bus som følge af en defekt air-condition , var vi ikke just oplagt til store aktiviteter, da vi blev sat af ved Deutsches Technikmuseum. Her skulle drengene tilbringe de næste timer med at se dampmaskiner, gamle fly med propel, og eksperimentere med lydbølger, musik og andre fysik- forsøg, mens mandskoret slentrede ud i byen, og fandt skygge på fortovscafeer og knejper. Frokosten blev spist i Tiergarten, og selvom vi havde husket fodbolden, var der næsten ingen af drengene, der orkede at spille. Heden gjorde det langt mere tiltrækkende at slænge sig i græsset under træerne. Efter en god lang pause samlede vi os nu alligevel sammen til at se Berliner Dom. Den havde vi desværre ikke kunnet få med på koncertprogrammet, men den slags plejer ikke at slå os ud. De steder, vi ikke har koncert, har vi haft tradition for at spørge om lov til at synge et par uofficielle strofer. Det er gået godt i Notre Dame, Milanos domkirke, Markuskirken i Venedig og andre steder, så hvorfor ikke også her? Damen, vi spurgte, mente sig dog ikke bemyndiget til at afgøre det spørgsmål, men måtte videre op i systemet. Hvor langt hun nåede, ved vi ikke, men der gik i hvert fald så lang tid, at vi til sidst var nødt til at køre med uforrettet sag. Vi fik taget et gruppebillede, men Dom' en måtte undvære vores sang. undefinedSå var det alligevel skønt at komme tilbage i den dejlige, varme bus, og en helt uovertruffen oplevelse at få lov at cirkulere rundt i myldretrafikken i over en time, fordi bussen ikke kunne komme ind i de smalle gader, der fører til Sophienkirche, hvor turens sidste koncert skulle være. Omsider lykkedes det at finde en holdeplads i nærheden, så vi kunne gå det sidste stykke hen til kirken, der skjuler sig inde i en gård mellem to boligblokke. Barokkirken blev grundlagt i 1712 af dronning Sophie Louise, og var én af de få kirker, der overlevede krigen, så man kunne fortsætte med at holde gudstjeneste. I bygningerne på hver side af kirken, kunne man se skudhuller, og nogle plader i fortovet fortalte om de jødiske familier, der i sin tid boede her. undefinedMens vi prøvede på aftenens program, prajede tanterne en taxa, og fik den til at køre dem til nærmeste Mc Donald's, hvor aftensmaden skulle indkøbes. Da man der modtog bestillingen på de 50 burgere, var reaktionen først måben, men så udbrød en medarbejder: ”Yes!”, for han havde nemlig regnet ud, at han med denne ordne ville slå rekorden for det meste, han nogensinde havde solgt, med hele 90 euro! Aldrig havde han lavet så mange Big Mac i så højt humør. undefinedEfter at have fortæret rekordbøfferne, blev et par af drengene sendt ud på gaden med løbesedler, i håb om at trække folk ind til koncerten. Fremmødet var dog ikke noget at råbe hurra for, men det var til gengæld akustikken. Hvad vi ikke fik i Gedächtniskirche, fik vi i overflod her. Akustikken var formidabel, og koncerten blev måske turens bedste. Én af de ting, der lykkedes rigtig godt, var ”Sænk kun dit hoved”, der blev sunget oppe fra de to sidepulpiturer. Under prøven, var vi usikre på, om de kunne holde til så mange mand, for det så ikke ud som om der havde været nogen deroppe i årevis, men de viste sig bæredygtige, og kunne derfor fint anvendes. Vi kunne ikke have ønsket os nogen bedre afslutning på koncertrækken end denne perle i Sophienkirche. Vi var også ved at være godt sunget sammen og havde fundet ind i en fælles klang, der forlenede sangen med en fin egalitet. Men som altid, når vi når op på toppen, er det slut. Det er jo vilkåret for alt hvad der sker under himlen, at det har en tid, også en koncertrejse. Men det gode resultat kunne vi tage til os med glæde, og gå på sommerferie med ro i sindet. Den aften var der party i flodpavillonen.
Torsdag 30. juni
Efter at have pakket bussen, samledes vi foran Kongresshotel for at tage afsked med Ejnar og hans far, der skulle videre med fly til København, og David, der senere på dagen skulle tilbage til England. Lone takkede ham for den utrolige støtte, han havde vist, ved at tage hele vejen til Berlin for at være sammen med koret. Men som David svarede: ”I am a very busy man, so if the choir didn't mean anything to me, I wouldn't have come”. Det varmede på den kølige, småregnende morgen, og vi kvitterede med et par vers af ”Min Jesus, lad mit hjerte få”. Efter håndtryk og knus, var det op i den stærkt afkølede bus, hvor vi måtte beholde overtøjet på, indtil varmen havde fået overtaget, helt omvendt af det, vi havde oplevet de foregående dage. undefinedHjemturen var begyndt, og byer, landskaber og veje fulgte nu i modsat rækkefølge. Tiden blev fordrevet med ”ko- leg”, Martins historie, ”Sange fra mange lande” endnu engang og ”Go down, Moses”, tilsat suppe-steg-og-is-akkompagnement på Jan C's el-orgel. Da vi havde passeret grænsen, greb formanden mikrofonen og rundede af med en tak til alle, der havde ydet en indsats på turen. Der var Tonny og hendes mand, Jan, der var stødt til et par dage forinden for at aflaste sin kone, så køre- hviletidsbestemmelserne kunne holdes. De fik et eksemplar af en af korets CD'er, vedlagt en lille erkendtlighed. Så var der de tre utrættelige, trofaste, taktfulde tanter, Pernille, Marianne og Kirsten - i år atter bistået af fru Clausen - der som sædvanlig havde haft et kæmpearbejde med at købe ind og tilberede måltider, sørge for forfriskninger inden koncerterne, opbevare penge og holde styr på drengene, når vi var delt ind i grupper, og i det hele taget klare alt det forefaldende, hvilket der ikke er så lidt af på en koncertrejse. Så var der Ingrid Lisby, den ene af kirkens præster, der igen i år havde ledsaget os, og stadfæstet det gode forhold mellem kirken og koret, og undervejs fortalt om seværdighederne, så vi alle steder var klædt på til at møde nyt som gammelt. En koncertrejse fungerer naturligvis ikke uden organist og korleder, og det vidste formanden at prise: Der blev applauderet for Lasses fremragende spil, og Lones ditto direktion. Ved fælles hjælp var det igen lykkedes at bringe sangen op på et niveau, som alle kunne være stolte af. Og så var der jo koret selv, der også fik tak for det gode sammenhold, og solide kammeratskab, og for alle tællingerne, der for en gangs skyld havde fungeret upåklageligt. Formanden havde ikke nået at købe gaver, men mente sig alligevel berettiget til at modtage de obligatoriske kram, og det var der ingen, der nænnede at hindre ham i. Præcis 19.30, en halv time før beregnet, rullede bussen ind på pladsen ved Treenighedskirken, foran de ventende forældre, søskende, koner og kærester. Drengekorets 46. koncertrejse var slut, og kan indtage sin plads i historien som en særdeles vellykket én af slagsen!